*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Spørgsmål og svar
Artikel Investeringsmarkeder | 4 min

Det spørger investorerne om netop nu

Hvad betyder truslen om handelskrig for aktiemarkedet? Skal man gå kontant, som tingene udvikler sig? Og hvad er udsigterne for grønne investeringer med Trump ved roret? Vores eksperter svarer her på de spørgsmål, vores investeringskunder stiller netop nu.

Nykredit

Hvad vil Trumps planer om told på bl.a. europæiske varer - og måske endda specifikt på danske varer, hvis han ikke får lov til at købe Grønland - betyde for aktiemarkedet?

Vi ser en betydelig risiko for at udvalgte sektorer kunne rammes af amerikansk told. Det kan sagtens give slinger i aktiekurserne – ikke mindst når udmeldingerne falder. Men vi venter ikke generelt, at amerikansk told vil ende med at være en skala, så det underminerer europæisk økonomi. Vi forventer, europæisk økonomi vil vokse, og at indtjeningen i europæiske selskaber set under et forbedres i 2025. Told eller ej.

Usikkerheden om Danmark er også stor. Trump kan, hvis han virkelig vil, ramme Danmark gennem højere told, fx de produkter, som Novo eller andre dele af den danske medicinalindustri er særlig stærk på. En del bliver produceret i USA, men går USA den vej, så går Danmark ikke fri. Det kan ramme specifikke selskaber – men man skal huske, at en del af den risiko ligger allerede i kursen nu. Dvs. daler risikoen, vil de samme udsatte selskaber kunne stige i kurs.

Frederik Engholm, chefstrateg   

Med en handelskrig under opsejling, og i en i det hele taget meget usikker tid, bør jeg så gå kontant? Eller justere min investeringsstrategi?

Vi forventer ikke, at potentielle handelskrige bliver så omfattende, at de vil dominere de andre fundamentale forhold, som driver den økonomiske vækst. Vi venter, at aktiekurserne vil være højere sidst på året, end i dag. Men der er højere risiko for udsving i markederne med Trump ved roret.

I en tid præget af handelskrig og generel usikkerhed, kan det være en fornuftig beslutning at justere din investeringsstrategi, i stedet for at gå helt kontant. Vi ser ofte, at private investorer er mere risikovillige i opadgående markeder, og bliver bekymrede og mere risikoaverse i nedadgående markeder.

Hvis investeringsporteføljen over tid er blevet lidt for risikovillig, for eksempel fordi aktier fylder mere i porteføljen som følge af de stigende kurser de seneste år, kan det være en god idé at reducere risikoen en smule, så den passer bedre til din risikovillighed.

Historisk set har det sjældent været en god idé at gå kontant, medmindre du har brug for pengene inden for de næste tre år, da markederne hurtigt kan stige igen. Mange går desværre glip af opadgående markeder, fordi de kommer for sent ind i markedet. Tænk langsigtet, og kontakt din rådgiver i Nykredit, hvis du ønsker at undersøge, om det er en god idé for dig at ændre din investeringsstrategi.

 Jeanette Kølbek, formueekspert  

Hvordan skal man som investor forholde sig til de seneste dages store kursfald på tech-aktier som følge af lanceringen af en kinesisk konkurrent til ChatGPT?

Kursfaldene, som ramte tech-aktierne umiddelbart efter lanceringen af DeepSeeks seneste AI-model, skyldtes primært selskabets udmeldinger om, at AI-modellen blev drevet og trænet på 2.000 af Nvidias mest avancerede mikrochips, hvilket er væsentligt færre end de 100.000 mikrochips, som bruges af OpenAI til at drive og oplære ChatGPT. DeepSeeks seneste AI-model sendte derfor to chokbølger igennem markedet. 1. Er Kina ved at overhale de amerikanske teknologigiganter på AI-modeller? og 2. Er de enorme investeringer fra bl.a. Microsoft, Meta, Amazon og Alphabet i datacentre nødvendige, hvis chipkapaciteten kan udnyttes langt bedre?

Det er endnu meget tidligt at spå om de reelle effekter af DeepSeeks AI-modeller, men hvis det viser sig, at teknologien bagved AI-modellen muliggør drift op oplæring af store modeller på relativt få mikrochips, vil de kunne gøre AI langt mere tilgængeligt for virksomheder at bruge, og - endnu vigtigere - langt billigere. Det er dermed heller ikke udelukkende negativt for teck-aktierne, men kan potentielt vise sig at blive positivt for lønsomheden i selskabernes AI-investeringer.  

Per Fogh, senioranalytiker

Hvordan ser i på udsigterne for grønne investeringer, nu hvor Trump vil melde USA ud af Parisaftalen, hader vindmøller og siger ”drill baby drill”?

Den grønne omstilling står uden tvivl dårligere under Trump, end hvis Harris i stedet var blevet præsident. Men selvom der er modvind – og det gælder i virkeligheden flere steder end i USA -  så ser vi stadig så stærke underliggende strømninger drive denne agenda frem – hos befolkninger, virksomheder, pensionsselskaber og samfundet generelt. De fleste ved godt, at vi er nødt til at tilpasse os. Så selvom grønne investeringer lige nu er ramt af valget af Trump og de signaler, han sender, så venter vi ikke, at grønne investeringer holder op med at være relevante.

Frederik Engholm, chefstrateg

De europæiske aktier halter efter de amerikanske aktier - er der udsigt til, at det ændrer sig?

Vi venter ikke, at europæiske aktier vil give et ringere afkast end de amerikanske, hvis man kigger over en horisont på et par år. Vi har et stykke tid været overvægtet amerikanske aktier, blandt andet på bekostning af de europæiske. Og den position har vi fastholdt henover indsættelsen af Trump, blandt andet pga. usikkerheden om, hvilke signaler han ville sende angående samarbejdet med EU og herunder samhandelsforholdet, men vores udgangspunkt er, at europæisk økonomi langsomt vil vinde styrke, og det vil i stigende grad understøtte Europa, som handler langt billigere end USA.   

Frederik Engholm, chefstrateg

Inflationen spøger stadig – er der risiko for rentestigninger?

Man skal som økonom aldrig udelukke noget, for vi kan blive ramt af pludselige chok, ingen havde forestillet sig. Men vi venter med ganske stor sikkerhed lavere renter i Europa gennem det næste halve år, hvor vi forventer den europæiske centralbank vil sænke renten med 1 procent. Det bliver med al sandsynlighed matchet af vores egen Nationalbank. I USA er usikkerheden større, og selvom vores forventning er lavere renter fra den amerikanske centralbank gennem 2025, så er økonomien i en så stærk position, at der i USA skal mindre til, før centralbanken kunne vende rundt og kigge mod forhøjelser snarere end lempelser. Det er dog et godt stykke fra vores forventninger.

Frederik Engholm, chefstrateg

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Model.Name photo

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.
Model.Name photo

Jeanette Kølbek

Formueekspert

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering. Hun navigerer danskerne sikkert gennem det privatøkonomiske landskab, så de ved at optimere deres formue kan opnå finansiel tryghed gennem hele livet.

Relaterede Artikler