Det spørger investeringskunderne om lige nu
Hvordan vil aktiemarkedet reagere, hvis Trump vinder præsidentvalget? Bør jeg sælge ud af mine værdipapirer og ”gå kontant”? Og er der udsigt til, at de europæiske aktier kommer op i gear? Vi svarer på de mest stillede spørgsmål om investering fra vores kunder netop nu.
Hvad forventer vi der vil ske med aktiemarkedet, hvis Trump vinder valget?
Vi venter generelt, at aktiemarkedet vil reagere relativt pænt på en Trump-sejr. Trump skaber megen storm og ballade, men skal vi kigge på det konkrete, så kan dele af hans agenda være dårlig for global vækst (særligt handelspolitikken), mens andre modsat kan være understøttende (skattelettelser, deregulering). Dog skaber hans slingrekurs usikkerhed, som også kan tynge økonomien. Samlet set tror vi, at væksten måske vil blive en anelse svagere under Trump, end under Harris, men det er i småtingsafdelingen, og modsat vil Trumps planlagte selskabsskattelettelser være direkte understøttende for aktier i USA. Den største forskel er måske effekten på tværs af regioner, hvor vi ser en Trump-sejr gavne amerikanske aktier relativt til resten af verden – og omvendt, hvis Harris vinder. Mest fordi vi så at sige i givet fald slipper for Trumps protektionisme.
Frederik Engholm, chefstrateg
Jeg er bekymret for mine investeringer i lyset af præsidentvalget og den generelle uro i verden. Bør jeg sælge ud?
Det korte svar er: nej. I urolige tider - hvad enten det drejer sig om præsidentvalg i USA, uro på de finansielle markeder, konflikter rundt omkring i verden, inflation eller rentestigninger - er vores anbefaling altid, at man har is i maven og holder fast i sin investeringsstrategi. Hvis du sælger ud af dine værdipapirer, for i stedet for at ”gå kontant” i en periode, risikerer du nemlig at gå glip af afkast. Dels fordi det er meget svært at vide, hvornår du skal købe igen. Og fordi der historisk altid er kommet en kraftig modreaktion med stigende aktiemarkeder, efter et stort fald i markederne. Disse stigninger risikerer du at gå glip af, hvis du forlader markedet. Fortiden er naturligvis ikke en garanti for, hvordan det går i fremtiden - men det er ofte en god indikator.
Jeanette Kølbek, formueekspert
De europæiske aktier halter efter de amerikanske aktier - er der udsigt til, at det ændrer sig?
Det amerikanske aktiemarked er i særdeleshed blevet trukket op af nogle få aktier. En håndfuld af de største tech-selskaber er steget så kraftigt, at de er hovedansvarlige for den samlede stigning i amerikanske aktier i år. Det gælder ikke mindst Nvidia, som er steget næsten 200% i 2024 og dermed bidrager med adskillige procentpoint til det samlede afkast i fx det amerikanske S&P 500 indeks. Når udviklingen i markedet i så høj grad er baseret på udviklingen i meget få selskaber, så bliver det en meget selskabsspecifik diskussion, om det kan vare ved. Men det virker mest sandsynligt, at i og med forventningerne til Nvidia allerede er kommet op på så højt et niveau, så vil afkastet fremover været mere moderat. Det gælder også en række af de andre tech-giganter, og det venter vi vil dæmpe USA’s potentiale i forhold til fx Europa.
Et ekstra usikkerhedsmoment er dog valget i USA. Kommer Trump igen til som præsident, så kan hans protektionistiske agenda vise sig som et større problem for Europa end for USA. Derfor vil europæiske aktier forventeligt reagere svagere end de amerikanske på en Trump-sejr. Omvendt kan Europas aktiemarkeder reagere med større lettelse, hvis Harris vinder.
Frederik Engholm, chefstrateg
Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.
Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.