*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder | 4 min

Brasilien: billigt marked og positive vinde

Brasiliansk økonomi har overrasket positivt på det seneste. En afgørende skattereform baner vej for et stemningsskift for aktiemarkedet, som placerer sig i den helt billige ende.

Nykredit

Brasiliansk økonomi og politik er ikke altid til at regne ud eller regne med. Regeringsførelsen har historisk været af varierende kvalitet, og før årtusindeskiftet prægede perioder med voldsom inflation, valutakrise og restruktureringer af statsgæld landet. Det er længe siden, at Brasilien har stået med så alvorlige problemer, men internationale investorer skal dog stadig forholde sig til skiftende farverige politiske karakterer som  højrefløjspopulisten Jair Bolsonaro, der i begyndelsen af 2023 blev erstattet af Lula da Silva, som kun tre år forinden blevet løsladt efter en fængselsstraf for korruption.

Den farverige politiske situation og landets historiske økonomiske utilregnelighed er ikke uden betydning, når man skal forstå og evaluere landets høje renteniveau og relativt billige prisfastsættelse, lyder det fra chefstrateg Frederik Engholm.

”En politisk risikopræmie forekommer ikke urimelig, men den historiske slingrekurs til trods, så peger tingene netop nu i en bedre retning. Den politiske kurs er vækstunderstøttende, og vækst og inflation arter sig pænere end ventet, godt understøttet af råvareprisstigninger. Det lover tilsammen godt for et aktiemarked, som placerer sig i den helt billige ende, når det kommer til prisfastsættelsen”, siger chefstrateg Frederik Engholm.

Brasilien har en ganske lukket økonomi - faktisk en af de allermindst åbne økonomier i verden. Det er dog ikke unaturligt for en økonomi, som er både divers, stor og har god adgang til mange råvarer fra egen jord og undergrund. Eksporten består primært af landbrugsvarer (især soja), industrimetaller og energi. Vigtigste handelspartner er Kina med USA på en andenplads - medmindre man regner EU under ét – og det fører risici med sig at skulle gebærde sig i den tiltagende rivalisering mellem de to stormagter, siger Frederik Engholm.

”Handelspolitisk kan der komme et større pres på Brasilien for at vælge side , men bedre handelsaftaler, hvis fx USA forsøger at knytte nærliggende lande stærkere til sig, er også en mulighed - dog nok ikke, hvis Trump skulle vinde valget. Brasilien flirter dog p.t. mindst lige så meget med Kina som USA. EU og Brasilien er, som en del af Mercosur-aftalen, i gang med at forhandle en aftale om en øget grad af frihandel”. 

Skattereform forventes at løfte BNP

Valget i 2022, som altså erstattede den erhvervsvenlige populist Bolsonaro med den folkeligt populære socialist Lula på præsidentposten, blev af flere set som en risikofaktor for Brasilien. Lulas er folkets mand mere end markedets, og har som klassisk socialist en agenda med fokus på sociale forhold, ulighed, klima og andre forhold, som på kort sigt typisk ikke fremmer investorers optimisme. Men regeringen har ikke desto mindre haft fokus på vedtagelsen af en reform af skatte- og særligt momssystemet, som økonomer hylder som en meget vækstpositiv politik, fortæller Frederik Rngholm.

”Internationale organisationer vurderer, at reformen potentielt vil løfte BNP i Brasilien med 10-15% over en årrække Med medmindre implementeringen skrider fuldstændigt, så er det vores vurdering, at en stigning i erhvervslivets optimisme som følge af reformen vil bidrage til væksten allerede på kort- til mellemlang sigt. Mere vigtigt er det nok, at positive effekter kan snige sig ind i vækstestimaterne for de kommende år, og det vil smitte af på investorers syn på det brasilianske marked, understøtte budgetbalancen og påvirke indtjeningsestimaterne for selskaberne i den del af det brasilianske aktieindeks, som er mere indenlandsk orienteret - fx finans, som udgør 25%”.

Brasiliansk økonomi er relativt robust

Den brasilianske økonomi har udviklet sig bedre end ventet. Væksten er drevet af et robust forbrug og en god udvikling i eksporten. Investeringerne har været mere svingende, men trækker typisk importen med ned, når de svækkes. Væksten har godt nok udsigt til at falde fra lige under 3% i 2023 til lidt over 2% i 2024 - men de fleste økonomer har på det seneste opskrevet deres estimater for væksten fremover.

”Det er ambitionen, at Brasilien vil nedbringe sit budgetunderskud betydeligt i løbet af indeværende og næste år. Her spiller skattereformen en rolle, da skattegrundlaget bliver mere robust, ligesom inddrivelsen (via moms) bliver klart forbedret i det nye system. Det kan i sig selv medvirke til at sænke risikopræmien på Brasilien - hvis reformen altså får den forventede effekt”, siger Frederik Engholm.

Et andet potentiale for den brasilianske økonomi er den grønne sektor, hvor landet er regionens klare frontløber.

”Ikke alene forsyner Brasilien sig selv med vedvarende energikilder, der dækker 90% af landets energiforbrug. Men landet er også godt med, når det kommer til at levere løsninger på området”, siger Frederik Engholm.

Brasilien har i årtier været plaget af en række strukturelle svagheder. Mange er intakte, men der er sket signifikante fremskridt. Fx blev der under Bolsonaro gennemført en tiltrængt pensionsreform. Desuden er den brasilianske centralbank både formelt uafhængig – og den agerer uafhængigt.

”De massive renteforhøjelser for at bekæmpe inflationen har nok været politisk ubekvemme og har øget omkostningerne af statsgælden, men de skaber troværdighed om inflationen og valutakursen. Man kan blot kigge mod Tyrkiet for at se betydningen af dette. Brasiliens eksterne balance er ingen voldsom bekymring. Handelsbalancen er strukturelt positiv, men udsat for svingninger, da Brasiliens eksportvarer  - primært forskellige råvarer - er prismæssigt volatile”, siger Frederik Engholm.

Landets største balancemæssige svaghed er en stor offentlig gæld på ca. 80% af BNP, hvilket er højt i sammenligning med mange udviklingslande.

”Overordnet forekommer den brasilianske økonomi relativt robust med større opadrettede risici end nedadrettede. Vi vurderer, at der er god sandsynlighed for, at investorer, som gerne vil se resultater fra den nye Lula-regering, vil blive tiltagende positivt indstillede over de kommende 9-12 måneder, hvor vi venter at se økonomer og analytikere udkrystallisere den vækstmæssige betydning af Brasiliens nye reformer”, siger Frederik Engholm.

Billigt brasiliansk aktiemarked

Det brasilianske aktiemarked handler som et af de billigste i emerging markets.

”Man kan indvende, at den lavere prisfastsættelse afspejler, at den indenlandske væksthistorie ingenlunde byder på samme vækstrater som fx Indien – dertil er Brasilien for langt fremme i sin økonomiske udvikling. Men derudover er den billige prisfastsættelse heller ikke alene et resultat af, at markedet undervurderer de kortsigtede væksttriggere og overdriver betydningen af de historiske fejltagelser og de aktuelle politiske risici, siger Frederik Engholm.

Risici for markedet er primært relateret til store råvareprisfald (på tværs af markeder), højere amerikanske renter (som gør appetitten på investering i udviklingslande mindre) eller en stor og fornyet svækkelse af den kinesiske økonomi, som har stor betydning for den globale råvareefterspørgsel, og som nævnt er en stor aftager af Brasiliens eksport.

”Alt i alt vurderer vi, at kombinationen af lav prisfastsættelse, solid vækst på kort sigt og god sandsynlighed for stigende optimisme om landets udvikling som resultat af nyligt vedtagne reformer danner et godt udgangspunkt. Og vi anbefaler på den baggrund allokering til det brasilianske aktiemarked (MSCI Brasilien)”, slutter Frederik Engholm.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Model.Name photo

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler