Video
Investeringsmarkeder
|
4 min
Aktiesparekonto: Indskudsloftet er hævet ekstraordinært i 2024
Indskudsloftet på Aktiesparekontoen justeres fra år til år – men i år er indskudsloftet blevet hævet lidt mere end tidligere. Formueekspert i Nykredit, Jeanette Kølbek, forklarer her mekanismen bag indskudsloftet.
I 2023 var indskudsgrænsen på en aktiesparekonto 106.600 kroner, mens den i 2024 er hævet ekstraordinært meget til 135.900 kroner. Men hvad betyder det i praksis?
”Aktiesparekontoens attraktive beskatningsregler gør, at der er sat en grænse for, hvor meget du må indsætte på kontoen – et såkaldt indskudsloft. Indskudsloftet reguleres årligt, og i praksis betyder det ganske enkelt, at hvis den samlede værdi af aktiesparekontoen pr. 31. december 2023 er mindre end indskudsloftet for 2024, må du fylde op til den nye indskudsgrænse, mens du ikke må indskyde mere, hvis den samlede værdi ligger over indskudsgrænsen”, lyder det fra Jeanette Kølbek.
Mekanismen bag indskudsloftet på aktiesparekonto
I 2024 er det altså muligt at indbetale differencen mellem indskudsloftet på 135.900 kr. og den samlede værdi af aktiesparekontoen pr. 31. december 2023. Derudover er der mulighed for at indbetale det beløb, der opkræves i skat for dit afkast i 2023.

Regnestykket er lidt mere overskueligt, hvis du ikke har haft afkast, men derimod tab på din aktiesparekonto. I nedenstående eksempel reduceres den samlede værdi af aktiesparekontoen til 80.000 kr. i løbet af 2023.
Læs også: Husk at fylde aktiesparekontoen op efter skattetræk
Mekanismen, hvis du har tab
I 2024 kan du indbetale differencen mellem indskudsloftet på 135.900 kroner og den samlede værdi af aktiesparekontoen pr. 31. december 2023. Hvis du har tab kan det gemmes til senere modregning.

Skatten på gevinster på aktiesparekontoen er 17 pct. Til sammenligning betaler man med en almindelig investeringskonto mellem 27 og 42 pct. i skat. Skatten betales hvert år, uanset om gevinsten er realiseret eller ej. Det er det, man kalder man lagerprincippet.
Læs også: Sådan bliver dine investeringer beskattet
Luk ikke din aktiesparekonto, hvis du har tab
Det er en dårlig idé at lukke din aktiesparekonto, hvis du har tab, siger Jeanette Kølbek.
”Negativt afkast på en aktiesparekonto bliver automatisk modregnet i fremtidige gevinster. Vælger du at lukke din aktiesparekonto går du altså glip af muligheden for at modregne. Vælger du at flytte din aktiesparekonto til en anden bank eller handelsplatform beholder du dog muligheden for at modregne”, siger Jeanette Kølbek.
Vær desuden opmærksom på, at indlånsrenten på en aktiesparekonto er 0 procent. Så vil man have formuen til at arbejde mest muligt, gælder det om at komme i gang med at investere dem.
”Renten på aktiesparekontoen har været 0 procent også i perioder, hvor der ellers var negative indlånsrenter på andre konti. Derfor kan nogle have overført penge til aktiesparekontoen, for at undgå negative renter. Har man det, og har man ikke planer om at investere pengene, så bør man trække dem ud af aktiesparekontoen og i stedet for placere pengene på en fastrentekonto”, siger Jeanette Kølbek.
Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil. Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.